Det er hovedpunkterne i regeringens udspil “Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder”.
Udspillet bliver onsdag fremlagt af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere ministre fra VLAK-regeringen. Målet med udspillet er at give borgerne bedre sundhedsbehandling tættere på hjemmet.
Flere sygeplejersker og læger
Regeringen ønsker samtidig at ansætte mere sundhedspersonale i sundhedsvæsnet.
Blandt andet skal optaget på sygeplejerskeuddannelsen i perioden 2019-2022 øges med i alt 2000 flere sygeplejersker.
Dermed må antallet af sygeplejersker i sundhedsvæsnet ventes at blive en af temaerne i valgkampen.
Socialdemokratiet går nemlig til valg på 1000 sygeplejersker ekstra i sundhedsvæsnet. Men regeringen har kritiseret S for, at de 1000 sygeplejersker ikke findes.
Regeringen ønsker også at uddanne yderligere 100 ekstra alment praktiserende læger.
I udspillet lægges der vægt på, at en del af sundhedsbehandlingen skal rykke fra regionerne og tættere på de enkelte borgere. Til det er der brug for flere praktiserende læger.
De 100 ekstra uddannelsespladser kommer ud over 60 pladser, som regeringen allerede har tilføjet blandt andet på baggrund af anbefalinger fra lægedækningsudvalget.
Der åbner 60 nye pladser på videreuddannelsesforløbet i almen medicin i 2019, mens de resterende 100 pladser er tilgængelige i 2020.
/ritzau/