Mors-Thy Håndbold skal på trænerjagt

Mors-Thy Håndbolds assisterende træner Heino Holm Knudsen forlader klubben efter denne sæson for at hellige sig et fuldtidsjob hos Konsulenthuset Sonne A/S der blandt mange andre steder har afdelinger i Thisted og Struer.

– Det har ikke været nogen nem beslutning. Faktisk meget svær. Men jeg er kommet dertil i mit liv, at jeg skal vælge mellem kombinationen håndbold og et civilt arbejde, eller en fuldtidsstilling uden håndbold. Det er så blevet det sidste, jeg har valgt. Helt udramatisk i øvrigt, siger Heino Holm Knudsen.

– Det er med et blødende hjerte, at jeg forlader Mors-Thy Håndbold og mit gode samarbejde med Søren Hansen, Lars Krarup og den øvrige stab samt ledere, spillere og ikke mindst Bette Balkan.

Fuld af forståelse
Hos Mors-Thy Håndbold er man kede af at miste den vellidte assisterende træner.

– Vi er ærgerlige over, at han stopper, men har fuld forståelse for hans beslutning. Heino har gjort en helt fantastisk indsats for Mors-Thy Håndbold, som vi er ham taknemmelig for, siger Sportschef Henrik Hedegaard.

Han skal nu i gang med at finde en afløser, der kan tage over fra næste sæson.

Heino Holm Knudsen startede som assistenttræner i Mors-Thy Håndbold i 2017.

Foto: Mors Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top