Kollerup: Sundhedsreformen skader landdistrikterne

Regionsrådene skal nedlægges, og der skal oprettes 21 sundhedsfælleskaber omkring akutsygehusene. Det er nogle af elementerne i den sundhedsreform, som regeringen præsenterede i sidste uge.

Ifølge regeringen er formålet med reformen at rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Det lokalvalgte folketingsmedlem Simon Kollerup (S) frygter dog, at det nøjagtigt modsatte vil ske. Særligt fordi regeringen vil fjerne de folkevalgte politikere i regionerne og erstatte dem med en professionel bestyrelse udpeget fra København.

– Den reform, regeringen lægger op til, er skadelig for landdistrikterne. Den vil flytte beslutninger fra lokale politikere, der er på valg hvert fjerde år, til embedsmænd, der ikke er ansvarlige overfor borgerne i Thy og på Mors. Vores sundhedsvæsen er for vigtigt til at overlade til embedsmænd alene, siger Simon Kollerup.

Regneark kommer til at fylde for meget
Simon Kollerup ved godt, at regionsrådenes beslutninger ikke altid har været lige populære, heller ikke i Thy og på Mors. Alligevel vil han til en hver tid hellere have politikere end en professionel bestyrelse til at træffe beslutningerne om sygehusene.

– Jeg oplever, at der er bred enighed om, at Thisted Sygehus ikke havde eksisteret i dag, hvis det ikke var for de folkevalgte politikere, som vi har haft her i området. Jeg er bange for, at regneark kommer til at fylde for meget i forhold til hensynet til lokalsamfund, når man fjerner politikerne. Prisen for sundhedsreformen kan blive høj for vores område, siger Simon Kollerup.

Lars Løkke Rasmussen indførte selv regionerne i 2007. Med regeringens forslag til en ny sundhedsreform skal sundhedssystemets opbygning nu ændres igen.

– Lars Løkke Rasmussen bruger tiden på en skrivebordsøvelse, men han løser ikke sundhedsvæsenets egentlige problemer. Først og fremmest har sundhedsvæsenet brug for flere sygeplejersker, flere læger og flere social- og sundhedsmedarbejdere, så de har tid til at tage sig godt af patienterne. Det kræver penge, og dem ser det småt ud i regeringens sundhedsreform, slutter Simon Kollerup.

Foto: Steen Brogaard

Forfatter

Related posts

Top