Kristne menigheder er på jagt efter nye medlemmer, og i den forbindelse opsøger de patienter på Aalborg Universitetshospital. Det skriver TV2 Nord.
Lørdag prøvede kristne missionærer at overbevise en patient om, at de kunne gøre hende rask med hjælp fra Gud.
– Der kom fem-seks unge mennesker, der gerne ville hverve os til deres organisation. De sagde, at hvis vi fulgte dem, kunne vi blive blive helbredt og blive raske., fortæller siger Maiken Iversen, der har sukkersyge og for tiden er indlagt på sygehuset.
Hun er langtfra den eneste, der er blevet opsøgt af kristene på hospitalet. Det bekræfter andre patienter overfor TV2 Nord.
TLR har tidligere været på spil
Og fænomenet er ikke nyt.
I 2016 fortalte prædikant Torben Søndergaard fra The Last Reformation -der i dag holder til på den lukkede Thylands Idrætsefterskole at elever fra hans menighed var inde og bede for syge på hospitalet. Han afviser dog at det er medlemmer af hans menighed, der er på spil denne gang.
Hvervemetoden skaber forargelse i andre kristne kredse:
– Det er ikke i orden, at de gør det i min religions navn. Jeg bliver vred, når nogen misbruger min religions navn til religiøst plat, siger sognepræst og kirkedebattør Christian Roar Petersen til TV2 Nord.
– Det er modbydeligt at sige, men de er på udkig efter dem, der er svage. Man kan sammenligne dem lidt med rovdyr, der går efter de svageste i flokken, siger han.
Foto: Aalborg Universitetshospital