Efter sommerferien er Morsø Gymnasium i samarbejde med Limfjordsteatret klar til at åbne et drama-college, der efter kommer til at byde på landets bedste drama-ungdomsuddannelse på Teater College Mors.
Det skal give unge dramastuderende de bedste forudsætninger og rammer for at kunne tage de første skridt mod en professionel karriere indenfor teaterverdenen.
– Vi kan tilbyde en uddannelsespakke, der er helt unik og indeholder alt det, den unge har behov for, fortæller Rektor Kurt Sonne Thomsen, Morsø Gymnasium og henviser bl.a. til at Limfjordsteatret er i fuld gang med at bygge et helt nyt teater, der ligger lige ved siden af gymnasiet.
I forvejen tilbyder Morsø Gymnasium, som det eneste i Danmark, dramaundervisning på højeste niveau kombineret med en almen gymnasial uddannelse. Og nu bliver uddannelsen altså endnu bedre.
– Det unikke er, at de unge, udover en fantastisk uddannelse på højeste niveau, også får mulighed for at bo tæt på uddannelsesstedet. Vi giver ovenikøbet de unge to måltider om dagen, samt muligheder for et studiejob på eller bag scenen, fortæller Kurt Sonne Thomsen.
Studiejob i Jesperhus
Et relevant studiejob kan være vigtigt, når man læser på en ungdomsuddannelse. Udover ekstra lommepenge og afbræk i hverdagen, kan det være med til at skabe et professionelt netværk i en ung alder.
Morsø Gymnasium har blandt andet et samarbejde med Jesperhus, hvor de unge kan få et studiejob i parkens showteam, der står bag parkens underholdning.
– Lignende aftaler findes med Morsø Teater, Limfjordsteatret og Ungdomsskolen, hvor de studerende også får mulighed for at arbejde med alle aspekter af teater under deres uddannelse, fortæller Kurt Sonne Thomsen.
Eksterne undervisere
For at sikre kvaliteten på uddannelsen henter man eksterne lærerkræfter til Mors.
– Vi stræber efter at have den bedste drama-ungdomsuddannelse i Danmark. Derfor henter vi gæstelærere udefra og tilrettelægger uddannelsen i tæt samarbejde med Limfjordsteatret, påpeger Kurt Sonne Thomsen.
Det nye Drama College får tilknyttet en social vicevært, der skal hjælpe de unge med de udfordringer, der kan opstå, når man flytter hjemmefra. Ordningen er samtidig en sikkerhed til forældrene for, at deres børn er i sikre hænder.
Det nye college har allerede åbent for tilmelding til det kommende skoleår.
Gitta Malling om vores nye College
Slået op af Drama College – Morsø Gymnasium i Tirsdag den 29. januar 2019
Foto: Gert Laursen