Kollerup tror på flertal for tidlig folkepension

Dansk Folkeparti støtter nu, ligesom SF, Socialdemokratiets forslag om, at mennesker, med mange år på arbejdsmarkedet bag sig, skal have ret til at gå tidligere på pension. Opbakningen glæder folketingsmedlem Simon Kollerup (S), der er overbevist om, at forslaget bliver vedtaget.

– Det er en hjertesag for os socialdemokrater, at de nedslidte, dem med de hårdeste jobs og dem, der har været på arbejdsmarkedet i længst tid, skal have ret til at gå tidligere på pension. Med Dansk Folkepartis opbakning tror jeg, at vi kan få den politik gennemført, siger Simon Kollerup.

Dansk Folkeparti har meddelt, at partiet vil støtte forslaget om ret til tidlig folkepension, uanset om der kommer en rød eller blå regering efter valget. Dansk Folkeparti vil dog gerne have den nuværende regering til at forhandle om en tidligere pension, men Simon Kollerup tvivler på, at det kan lykkedes.

– Vi vil jo altid gerne lave brede aftaler. Men Lars Løkke Rasmussen afskaffede stort set efterlønnen og har siden forsøgt at hæve pensionsalderen med yderligere et halvt år, siger han.

Simon Kollerup tror også, at det bliver vanskeligt at få opbakning hos de andre regeringspartier til, at nogle kan trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet.

– Ufaglærte og faglærte har oftere et kortere liv end andre. I Socialdemokratiet vil vi give dem mulighed for flere gode år med deres børnebørn med en tidligere pension. Joachim B. Olsen vil ikke give dem en tidligere pension – han siger bare, at folk selv er ude om det, hvis de ryger. Det er uanstændigt at tale om folk på den måde. Derfor tror jeg ikke, at vi får opbakning til vores forslag fra den kant, siger Simon Kollerup.

Med opbakning fra SF og Dansk Folkeparti tegner der sig dog alligevel nu et flertal for Socialdemokratiets forslag om en ret til tidlig folkepension.

Forfatter

Related posts

Top