Morsingboerne er dem der betaler allermest for at komme af med deres spildevand i Region Nordjylland – og det bliver de ved med at være de næste par år. Det skriver Nordjyske.
En gennemsnitsfamilie på Mors betaler godt 8.100 kroner om året ved et forbrug på 140 m3, mens familierne i fx. Jammerbugt Kommune slipper med godt 4.600 kroner for det samme forbrug.
Morsø Forsyning har en gæld på 185 millioner kroner, og netop gældsbyrden angives som årsag til, at det lokale forsyningsselskab har hævet vandledningsafgiften til 52,50 kroner. Målet er dog, at prisen om et par år igen skal sænkes:
– Vi har lagt en plan for, hvordan vi over fem-seks år opbygger et økonomisk råderum, som gør det muligt at sænke taksten igen. Til gengæld er vi længere fremme med nødvendige investeringer end i andre kommuner, siger direktør i Morsø Forsyning, Vivian S. Søndergaard, til Nordjyske.
Priserne i udvalgte nordjyske kommuner
Så meget betaler en familie med et vandforbrug på 140 kubikmeter årligt for spildevand:
Morsø Kommune: 8.128 kroner
Thisted Kommune: 6.123 kroner
Jammerbugt Kommune: 4.628 kroner
Vesthimmerland Kommune: 7.149 kroner
Hjørring Kommune: 7.887 kroner