Læserbrev af
Martin K. Madsen, Liberal Alliance, folketingskandidat i Thisted-kredsen.
Kigger man på landet Danmark, så lever vi i enestående gode tider. Arbejdsløsheden er i bund. Der er vækst i økonomien. Og den danske udlandsgæld er ikke længere til stede – i stedet er der tale om, at Danmark som et hele har et nettotilgodehavende i udlandet. Nu er det udlandet, der skylder os penge. Det kan vi godt lide!
Også i Thy og på Mors går det godt. Fødselstallet i Thy boomer og Mors’ image som bundkommune er aftaget. Tværtimod er begge kommuner nu faktisk blevet områder, hvor folk i tiltagende grad flytter til snarere end at flytte fra. Det skal vi være stolte af. Og bygge videre på!
Ude omkring i landet står der respekt om vores uddannelser. I al beskedenhed er det ikke tilfældigt, at Dansk Metal i 2018 var ude at rose vores område for at være bedst til at uddanne faglærte håndværkere. Rundt omkring i uddannelsesbranchen står EUC Nordvests EUX-Teknisk hold som flagskibet og idealet – og derfor valgte statsministeren da også at tage en tur på Morsø Landbrugsskole, da erhvervsskoleudspillet skulle præsenteres.
Cold Hawaii er blevet en kulturmanifestation, som der snakkes om langt udenfor vore egne grænser. Det at gøre Klitmøller til et surf-paradis ville for 10-15 år siden have været en god joke ved Thisted Bryghus’ generalforsamling, over de gule ærter – men det er ikke desto mindre virkelighed i dag, takket være gode og innovative kræfter.
Stadig er det sådan den dag i dag, at Thy og Mors udgøres af tre økonomiske grundpiller: Landbrug, erhvervsliv og fiskeri.
Det vil være ualmindeligt dumt at knægte disse erhverv via overregulering og nye skatter. Som medlem af folketinget vil jeg gøre det til min fornemste opgave at tilgodese, at vilkårene for disse erhverv forbedres og under ingen omstændigheder bliver forringet. For det er nu engang disse tre, der giver os alle brød på bordet – på den ene eller anden måde.
Forringes vilkårene for disse, så kan frygten være, at vi for alvor ender som Udkantsdanmark – på den ufede måde!