Læserbrev af
Bo Fink, stedfortræder til regionsrådet for Enhedslisten
Fuldkomment urimeligt. Andet er der vist ikke at sige om de nye regler for patientbefordring i Region Nordjylland. Her er der ingen kære mor og “patienten” i centrum”. Hvis du har haft dårlige oplevelser med patientbefordringen, opfordrer jeg dig derfor til at skrive til en regionsrådspolitiker fra det parti, som du stemmer på og fortæller om dine oplevelser.
Hvis systemet skal laves om, er det nemlig lige nu og en måneds tid frem, der skal handles. Om en måneds tid bliver brikkerne til regionens næste budget lagt. De nye regler sætter klart systemet
før patienten. Patienter, der har det for dårligt til at tage offentlige transportmidler, får ikke længere muligheden for kørselsrefusion til kørsel i privat bil, men er udelukkende henvist til regionens kørselsordning, som hovedsagelig er samkørsel. For patienter, der har det dårligt, bliver en behandling i Aalborg på denne måde til en lidelsesfuld heldagstur. Det er ganske enkelt ikke rimeligt.
Det bør være sådan, at privat bilkørsel igen bliver en valgmulighed, hvis man har en pårørende eller flink nabo, der kan køre.
Hvis der gives rejsegodtgørelse som med offentligt transportmiddel får regionen ikke ekstra udgifter, og regionens kassemester kan i så fald være ligeglad. Det er min erfaring, at direkte
henvendelser fra borgerne bliver taget meget alvorligt. Man finder let regionsrådspolitikernes emailadresser på regionens hjemmeside, rn.dk under menupunktet “politik”.