Mandag starter ud med gråvejr og tæt tåge flere steder i landet,, men der er store chancer for sol og lune temperaturer i løbet af ugen. Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
På grund af tågen har DMI sendt et varsel ud, hvor især bilister opfordres til at tage hjemmefra i god tid og være ekstra varsomme i trafikken. I løbet af mandagen ser det ud til, at solen kommer frem flere steder. I aften og natten til tirsdag kommer skyerne og tågen dog tilbage.
– Igen i nat får vi rigtig mange steder med skyer og tåge, og så daler temperaturerne til mellem en og fem grader.
Tirsdag begynder det at klare op. I dagtimerne vil temperaturerne ligge mellem fem og otte grader, så længe skyerne dækker for solen. DMI forventer dog, at skyerne forsvinder senere på dagen tirsdag, og solen vil skinne over en stor del af landet.
– Hvis solen kommer frem, som vi satser på, vil temperaturerne stige til 10-13 grader. Det er meget fint og ganske lune temperaturer for februar, fortæller Klaus Larsen og tilføjer:
– Måske bortset fra ved kysterne, hvor der er pålandsvind.
Selv om der først er tegn på nedbør sidst på ugen, så slipper vi ikke så nemt af med den tætte tåge. Der er nemlig risiko for kilometerlange tågebanker flere nætter i træk over store dele af landet.
Desuden kan nætter med temperaturer nær frysepunktet give kølige morgentimer, lyder det fra DMI.
– Det vil føles koldt, når man tager hjemmefra om morgenen, men i løbet af dagene kan vi få en hel del sol, siger Klaus Larsen fra DMI.
/ritzau/