Det gode danske sommervejr sidste år drillede skaldyrsproducenten Vilsund Blue A/S, der har hovedkontor på Mors. Kombinationen af en varm sommer og muslinger, er nemlig ikke optimal, hvilket kan aflæses i virksomhedens årsregnskab.
– Vi oplevede fiskeristop i lange perioder, ligesom det varme vejr spillede ind på kødprocenten i skaldyrene. Den kombination har betydet en laverede indtjening i år end sidste år. Det er imidlertid sådan det er, når man arbejder med muslinger, siger adm. direktør Søren Tjørnelund Mattesen.
Selvom Vilsund Blue kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på næsten 5 millioner kroner, er det mindre end halvdelen af hvad overskuddet lå på året før – nemlig godt 12 millioner kroner.
Vilsund Blue forventer dog en fortsat god udvikling i selskabets aktiviteter i indeværende år, og resultatet forventes at blive bedre end resultatet i 2017/18.