Venner i børnehaven afgør karakterer

Jo mere ressourcestærke kammerater, et barn har i børnehaven, jo bedre karakterer vil det få til 9. klasses afgangsprøve. Det skriver Politiken idag.

Det viser en omfattende ny analyse, som tænketanken Kraka har lavet sammen med revisions- og konsulentfirmaet Deloitte i et samarbejde kaldet Small Great Nation, og som bygger på data fra cirka 4.000 institutioner og 200.000 børn. Det er den første danske analyse af sin art.

Hvis et barn går i en børnehave, der tilhører den femtedel af børnehaverne i Danmark, som har flest ressourcestærke børn, bliver barnets afgangskarakterer højere, end hvis samme barn går i en institution, der tilhører den femtedel af børnehaverne, som har flest børn fra socioøkonomisk svage hjem.

– Analysen viser, at dem, du går i børnehave med, påvirker dine egne udfald, i forhold til hvor godt det går dig i skolen og i livet, og hvilke muligheder du har. Der er noget unfair i, at dem, du går i børnehave med, skal være afgørende for, hvor godt du klarer dig senere. Der er en lighedsdiskussion i det her, siger Peter Mogensen, direktør i Kraka, til Politiken.

Han tilføjer, at tidligere undersøgelser viser, at karakterer i grundskolen er afgørende for det senere uddannelsesniveau og indkomsten som voksen.

Forfatter

Related posts

Top