En ny havvindmøllepark, der bliver Danmarks største, skal senest i 2027 levere 800 megawatt strøm svarende til 800.000 husstandes forbrug.
Den store havvindpark, der kommer til at bestå af 80 til 100 vindmøller, placeres omkring 20 kilometer vest for Lemvig Kommunes kyst. Parken, der bliver den hidtil største i landet, ventes at skabe over 8.000 jobs i anlægsfasen.
I Thisted Kommune glæder man sig over den kommende vindmøllepark:
– Det er en rigtig god nyhed, der falder godt i tråd med Thisted Kommunes Klima, – energi – og ressourcepolitik, siger Esben Oddershede (V), der er formand for Klima-, miljø- og teknikudvalget i Thisted Kommune, til TV2 Nord.
– Det gør den igangværende udvidelse af det Nationale Testcenter for store vindmøller i Østerild fra 7 til 9 pladser yderligere aktuel. Her kan de største vindmøller op til 330 fremover afprøves.
Esben Oddershede understreger, at man i Thisted Kommune endnu ikke har haft lejlighed til at drøfte den nye udmelding og dens konsekvenser på politisk plan, men at man i Thisted med interesse følger muligheden for eventuelle afledte effekter.
– De arbejdspladser, det vil generere i anlægsfasen vurderer jeg som meget positivt. Jeg er sikker på, at der er både politisk og lokal opbakning til projektet, siger Esben Oddershede.
Visualisering: Energi-, forsynings- og klimaministeriet