63-årig dræbt i frontalsammenstød ved Thisted

Et frontalt sammenstød ved Thisted kostede tirsdag morgen en 63-årig mand livet. En anden er lettere tilskadekommen og kørt til hospitalet for at blive undersøgt.

Det bekræfter Simon Skelkjær, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

– En person kommer kørende i nordlig retning. Han trænger stille over i modkørende vognbane, hvor han først snitter en bil, der kører i sydgående retning. Så rammer han frontalt ind i nummer to bil, siger han.

Trafikulykken skete klokken 06.29, og den 63-årige fører af bilen, der kom over i den forkerte vejbane, blev først meldt alvorligt tilskadekommen. Han er efterfølgende afgået ved døden. Hans nærmeste pårørende er underrettet.

Der skete intet med føreren af bilen, der blev snittet. I bilen, der ramt af den 63-åriges bil, sad en 59-årig mand fra lokalområdet.

– Han er lettere tilskadekommen og er kørt til tjek på Thisted Sygehus, siger vagtchefen.

Det er endnu ukendt, hvorfor den 63-årige trak over i vejbanen med modkørende biler.

– Det er vidner, der siger, at han trækker over i vognbanen. Hvad der er årsag til det, ved vi endnu ikke. Vi er ved at undersøge området med bilinspektører, siger vagtchef Simon Skelkjær.

På grund af sammenstødet er hovedvejen tirsdag morgen spærret mellem frakørslen mod Sjørring og frakørslen mod Thisted V.

/ritzau/

Foto: Rigspolitiet

Forfatter

Related posts

Top