Sparekassen Vendsyssel, der har filialer i bl.a. Snedsted, Bedsted, Hvidbjerg, Lemvig og Struer, leverer endnu et rekordresultat.
Sparekassen kom ud af 2018 med et resultat før skat på 434 mio. kr., hvilket næsten er en nidobling i forhold til 2014.
En væsentlig årsag til det gode resultat er en fortsat positiv udvikling i antallet af nye kunder og i det antal forretninger, som kunderne ønsker at gøre med sparekassen. Det samlede kundeantal har således, med 13.500 fra tidligere Østjydsk Bank A/S og 3.400 andre nye kunder, rundet 131.000 kunder i 2018.
– Vi har stort fokus på, at sparekassen til enhver tid skal være robust nok til at modstå det, man kunne kalde for en ”finansiel 100 års storm”, hvis den måtte komme. Med en god indtjeningskraft er det muligt for os at lægge penge til egenkapitalen, så vi er bedst muligt rustet til at klare de udfordringer, der måtte komme, fortæller administrerende direktør Vagn Hansen.
Alene i 2018 er det lykkedes for sparekassen at lægge yderligere 393 mio. kr. til egenkapitalen, som dermed ender på knap 3,1 mia. kroner.