Igår blev 14 personer blevet sigtet for at dele en video, der indeholder dele af et dobbeltdrab i Marokko i december, hvor en dansk og en norsk kvinde blev dræbt.
Da seks af de 14 personer er under 18 år, mener Red Barnets psykolog Per Frederiksen, at straffelovens grænser for, hvad man må dele på internettet, burde være på skoleskemaet i folkeskolen.
– Jeg tror godt, at vi kan antage, at for de her unge mennesker har der været en ret stejl læringskurve for, hvor går straffelovens grænser for delinger på sociale medier.
Kan give op til 3 års fængsel
En sådan undervisning er ifølge Per Frederiksen “nødt til at have det juridiske aspekt med”.
– Vi oplever mange, der er nervøse for, at de har brudt loven, fordi de har set noget. På samme måde som vi lærer børn om trafikregler og så videre, skal vi også lære børn, hvordan man færdes på internettet, hvor man kan komme grueligt galt afsted. Det er jo en alvorlig strafferamme, siger psykologen.
Den paragraf 12 af de 14 er sigtet efter, kan i yderste tilfælde give op til tre år fængsel.
Per Frederiksen tilskriver gerne Red Barnet et ansvar for at sikre et opdateret undervisningsmateriale, hvis de digitale grænser kommer på skoleskemaet.
Ifølge psykologen er unge i folkeskolealderen ikke nødvendigvis i stand til at forstå konsekvenserne af deres handlinger, når de deler en video som i tilfældet med dobbeltdrabet fra Marokko.
– De evner ikke at konsekvens-beregne som du og jeg. De tænker ikke over konsekvenserne for sig selv. De tænker ikke over konsekvenser for de pårørende eller det etiske aspekt, siger han.
Krænkende kommunikation
Ud over de 14 sigtelser i sagen er hundrede unge tidligere blevet sigtet for at dele seksuelt krænkende videoer. Og Per Frederiksen kan sagtens se unge ende som sigtede i sager om andre typer af sager.
– Skal man se i spåkuglen, er det i forhold til det, der kaldes deep fake. Der er sådan nogle programmer, der kan manipulere billeder, så de bliver krænkende, siger han.
– Der har også været fokus på sociale medier. Vi ser, at børn og unge bruger spil så som Fortnite som sociale medier. Her bliver der kommunikeret med en voldsomhed, så vi kan betragte det som krænkende.
/ritzau/