Aftale om infrastruktur er et skridt i den rigtige retning

Regeringen præsenterede i går i samarbejde med Dansk Folkeparti en ambitiøs aftale om ny infrastruktur i hele Danmark.

Set med lokale briller er det særligt rute 26 og 34 der er i fokus. I første omgang udbygges den 15 km. lange strækning mellem Haderup og Skive:

– Ambitionen er fortsat en fuld udbygning af rute 26/34 fra Herning til Hanstholm. Med dagens aftale tages et skridt på vejen, siger Venstre’s erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Også borgmester på Mors, Hans Ejner Bertelsen, er glad for at første skridt mod en udbygning nu er taget:

– Vi har sagt helt fra start, at uanset hvor på ruten, der bliver investeret, vil det være en sejr for os. Derudover er der afsat en pulje på 5,6 mia. kr. til opgradering af statsveje, og der skal vi gennem enigheden mellem de fire kommuner (Morsø, Thisted, Skive og Herning kommuner, red.) ind at lægge pres på, så Rute 26 kommer med i den pulje, siger han til Nordjyske.

Aftalen sikrer også en pulje på 1,5 mia. kr. til bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Af denne pulje udmøntes allerede nu 100 mio. kr. til ombygningen af krydset mellem rute 26 og 11 ved Vildsund.

– Allerede med finanslovsaftalen fra sidste år blev krydset sat på dagsordenen. Nu sikres pengene til at en helt nødvendig ombygning, som øger trafiksikkerheden markant, slutter erhvervsordføreren.

Forfatter

Related posts

Top