Læserbrev af
Lauge Larsen, medlem af Regionsrådet for Nordjylland (S)
Forleden offentliggjorde regeringen trafikinvesteringer for de næste ca. 11 år. Der skal investeres for 112,7 mia. kr.
Og når man ser på nogle af investeringerne, må man virkelig rose politikerne for fremsyn og samfundssind.
For en gang skyld har der ikke været sogneinteresser involveret.
Skønt at Mariager får en omfartsvej til 377 mio. kr, som trafikgeniet Kim Christiansen, der bor i Mariager, fik på anlægsloven. Og Tulle fik en jernbane lige gennem sin valgkreds, fra Vejle til Billund. Dejligt at disse 2 DFˋere ikke lod sig overbevise af alle de kedelige trafikforskere, der mener, at det er to af Danmarkshistoriens mest overflødige projekter. Desuden må man for alvor glæde sig over, at der til det nordvestlige Jylland bliver et anlæg i Vildsund til koblingen af hovedvejene 26 og 11. Hvad skal vi med mere?!
Godt nok har vi kæmpet i 20 år for en udvidelse af A26 og A34, men vi må da erkende, at der ikke er brug for disse projekter!
Godt at politikerne fra det øvrige Danmark kan belære os om vores reelle behov.
I forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser har vi ikke fået noget som helst. Vi har ydmygt sagt, at vi hellere ville have infrastrukturprojekter. Nu får vi så heller ikke disse investeringer i den næste halve generation. Vi må så glæde os over, at alt er som før, og at vi slipper for en masse besvær.
Også skønt at vi gennem borgmesteren her på Mors har en repræsentant fra regeringen, en repræsentant der i bedste nordkoreanske stil altid gør honnør og makker ret.
Det gælder om altid at se det positive!
Foto: Region Nordjylland