Læserbrev af
John Christiansen, kommunalbestyrelsesmedlem, Morsø Kommune, og Jakob Kortbæk, kommunalbestyrelsesmedlem, Morsø Kommune
I denne uge fremlagde regeringen og DF en ny infrastrukturplan. En plan som prioriterer alle fremtidige investeringer i veje og tog frem til og med 2030.
Som lokalpolitikere sidder vi altid med sommerfugle i maven, krydser fingrene og håber, at nu er det Mors’ tur til at få en del af lagkagen.
Men nej! Heller ikke denne gang.
Ikke en krone, så langt øjet rækker, til trods for at de sidste store statslige trafikinvesteringer var tilbage i 1978, altså for 41 år siden.
Andre interesser, såsom at lave mere motorvej ved Herning, havde desværre højere prioritet.
Men selvom man ikke vælger at investere i infrastruktur på Mors eller i Thy, så forsvinder behovet ikke.
Behovet for en opgradering af vores infrastruktur er særligt voksende i disse år. Udvidelser i vores erhvervsliv, som for eksempel udvidelsen af Hanstholm havn til mere end 500 mio kr, som alt andet lige medfører øget lastbiltrafik på netop A26/34. det betyder nye arbejdspladser og evnen til at tiltrække nye medarbejdere/indbyggere, bliver i højere grad end tidligere afhængig af en direkte og hurtig livslinje til motorvejsnettet.
Man kunne i det mindste have håbet, at regeringen ville have afsat penge til en rundkørsel i krydset i Øster Jølby og forbedre trafiksikkerheden der.
Man kan kun med beklagelse sige, at med denne regering må vi vente i mørket frem til efter 2030 for at se, om de til den tid vil kigge mod vores område, eller vi kan benytte det kommende folketingsvalg til at ændre på disse beslutninger.
Det eneste vi indtil nu har fået foræret er to stærekasser