Leasingselskab flytter ind i PostNord-bygning

Det nuværende posthus i Nykøbing får snart nyt liv. Krone Kapital A/S, der i dag har til huse i Grønnegade 17H, har nemlig vokseværk og indtager snart det gamle posthus.

– Det er gået så godt de senere år, at de nuværende rammer med 30 medarbejdere er blevet for små, og vi har derfor i nogen tid været på udkig efter andre og egnede lokaler i Nykøbing. Da vi hørte, at PostNord besluttede at lukke i Nykøbing, tog vi straks kontakt, og har nu indgået en aftale om at overtage lokalerne, fortæller Peter Christensen, der er direktør i Krone Kapital.

– Med et areal, der er næsten dobbelt størrelse af det nuværende, bliver der god plads til at fortsætte udviklingen. Vi skal have frisket lokalerne op og indrettet dem til vores brug, og forventer at flytte ind senere på året, tilføjer direktør Peter Christensen.

Lokalplan skal ændres
Inden indretningen kan gå i gang skal der lige ændres lidt lokalplanen, og derfor forventes det først at stå klar til efteråret.

Krone Kapital A/S er ejet af Sparekassen Thy og Sparekassen Kronjylland, og har siden etableringen leveret leasingløsninger til erhvervslivet over hele landet, og er nu også på vej ind på privatleasingmarkedet. Krone Kapital A/S har samtidig, og naturligt, været leasingleverandør til kunderne hos de to ejere.

Nærvær og god service er afgørende
Mange virksomheder oplever, at leasing er en god finansieringsmulighed af deres varebiler, maskiner, firmabiler og andet rullende materiel, som er vores kerneprodukter.

– Fra vores daglige kontakt med kunderne ved vi, at leasingmarkedet kan være svært at gennemskue, men vi hjælper
altid gerne med at gøre leasing helt enkelt. Vores fremgang og succes hænger sammen med, at vi er tæt på kunderne, og dermed ofte ved, hvornår der planlægges investering i leasingegnede aktiver. Det betyder, at vi kommer tidligt ind i forløbet, og dermed kan vi lave de bedste løsninger. Samtidig har vi et meget stor fokus på vores løbende service, som påvirker kundernes lyst til at handle med os igen og igen, fortæller Peter Christensen.

Selskabet har haft fart på de senere år og omsatte for ca. 1,6 mia. kr. i nye aftaler i 2018.

Sparekassen Thy flytter med
Sparekassen Thy er i dag til stede i Grønnegade med en erhvervsafdeling som flytter med i den nye bygning og indretter sig selvstændigt i lokalerne.

Sparekassen Thy bemander i dag kontoret hver tirsdag og torsdag (og efter aftale) med tre erhvervsrådgivere.

– Vi har nu i nogle år haft fysisk kontorfælleskab med vores leasingselskab, og tiden er nu til, at vi får vores egne lokaler i en del af det nuværende posthus. Vi har siden etableringen haft en fin udvikling inden for erhvervsområdet, og ser stadig mulighed for at forsætte den udvikling. Vi har endnu ikke fundet anledning til at lave en fuldtidsafdeling med både erhvervs- og privatkunder, men hvis det rigtige hold af medarbejdere kan skaffes, kan det sagtens blive en mulighed i fremtiden, fortæller Sparekassen Thy’s direktør, Ole Beith.

Arkivfoto: Kong Gulerod

Forfatter

Related posts

Top