Slået med knytnæver. Holdt indespærret i en campingvogn. Tvunget til fysisk hårdt havearbejde i flere timer i træk. Sådan lyder nogle af anklagerne mod et ægtepar fra Fjerritslev.
Ægteparret er tiltalt for at have slået fire fælles børn og udsat en dreng, som kvinden havde fra et tidligere forhold, for grov vold og mishandling. Ifølge politiet er mishandlingen foregået mellem januar 2013 og september 2018, fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Peter Rask.
– Det er heldigvis ikke så tit, at jeg har denne type sager. Men sker der domfældelse på det, der er rejst tiltale for, så er det temmelig groft. Jeg vil ikke sige, hvilken straf vi går efter, men strafpåstanden er ubetinget fængsel.
Parret er tiltalt for vold mod alle fem børn, men det er gået hårdest ud over den ældste dreng, mener politiet.
– Det er vores opfattelse, at de groveste forhold er begået mod den 15-årige dreng. Derfor er de også sigtet for både grov vold og mishandling mod ham og vold efter paragraf 244 mod de fire yngre børn, siger Peter Rask.
14-årig dreng flygtede
Paragraf 244 er kendt som den “milde” voldsparagraf, mens paragraf 245 normalt kaldes for den “grove” voldsparagraf. Paragraf 245 har en strafferamme på op til seks års fængsel.
Ifølge politiet består den “milde” vold mod de fire yngste børn i slag med flad hånd på kroppen og i ansigtet et ukendt antal gange.
Efter flere års vold og mishandling, blev det i september sidste år for meget for den dengang 14-årige dreng.
– Mishandlingen bliver opdaget, ved at den ældste dreng nærmest flygter. Han kontakter sin biologiske fars mor, altså sin farmor, og spørger, om hun ikke vil komme og hente ham. Det sker, efter at han efter eget udsagn er blevet slået og sparket af sin stedfar. Farmoren kører drengen til et lægehus, hvor hans skader bliver dokumenteret, siger Peter Rask.
Holdt indespærret i campingvogn
Ud over gentagne tilfælde af knytnæveslag og spark, mener politiet også, at drengen er blevet holdt indespærret i en campingvogn i haven og i et værelse. Her blev vinduet og altandøren sømmet fast, så han ikke kunne flygte.
De mener yderligere, at han er blevet tvunget til at suge vand op fra filteret i en opvaskemaskine med et sugerør og tvunget til at gøre rent på badeværelset, efter at hans stedfar havde hældt en spand jord ud på gulvet.
13. september blev forældrene anholdt og varetægtsfængslet. Efter tre uger blev de løsladt igen, og i mellemtiden var alle børnene blevet afhørt.
– Den 15-årige dreng bor i dag hos en plejefamilie, og har det efter eget udsagn rigtig godt, fortæller Peter Rask.
På trods af den ifølge politiet årelange mishandling, blev der på intet tidspunkt foretaget underretninger til myndighederne af familien, der ifølge anklageren lever i et “forholdsvist normalt miljø”.
Den tiltalte mand er 51 år, og hans hustru er 45. De nægter sig skyldige i alle anklager.
Retssagen starter 21. marts ved retten i Hjørring.
/ritzau/
Foto: Rigspolitiet