Læserbrev: 117 mio. kr. til Thy og Mors

Læserbrev af
Torsten Schack Pedersen, MF for Venstre

Det danske sundhedsvæsen er et af verdens bedste. Nu gør vi det endnu bedre. Regeringen og Dansk Folkeparti er i dag blevet enige om at sætte nærhed, tryghed og patienten i fokus i en ambitiøs sundhedsaftale. Der gør vi med en lang række af initiativer, der giver sundheden et velfærdsløft. Vi opretter 21 sundhedsfællesskaber, som skal sørge for tilknytningen til det lokale. Vi vil have 2000 flere sygeplejersker i sundhedsvæsnet og flere læger i almen praksis, hvilket vil skabe en større sammenhæng rundt om i landet. Vi etablerer en Nærhedsfond på 8,5 mia. kr.. Det vil sikre det nære og trygge sundhedsvæsen.

Med et økonomisk løft i Nærhedsfonden får vi mere sundhedspersonale. På den måde sikrer vi, at vi har nok varme hænder i sundhedsvæsenet, men også at personalet er fagligt stærke. For at det kan lade sig gøre, vil der blive oprettet flere uddannelsesstillinger til læger, og samtidig gør vi det mere attraktivt for lægerne at bevæge sig ud i hele landet.

Med sundhedsaftalen får også vi flere akutberedskaber, og vores akutsystem bliver nationalt ensartet. Din adresse skal nemlig ikke længere være afgørende for, hvor godt du bliver taget imod i sundhedsvæsenet, når du har mest brug for det.

Sundhedsaftalen sikrer 117 mio. kr. til Thy og Mors! Thisted Akutsygehus er nu sikret, og bliver derfor tilknyttet ét sundhedsfællesskab og ét patient- og pårørende råd til sygehuset. Det skal være slut med, at man i Region Nordjylland skal vente 2½ uge længere på en operation, end hvad man skal i Region Midtjylland. Derudover får Nordvestjylland 2 ekstra akutberedskaber og Nordjylland får 4 ekstra akutberedskaber. Alt i alt bliver sundhedsvæsenet mere nærværende.

Hvad vigtigere er, at den her sundhedsaftale ikke bare er varm luft. Aftalen om et styrket sundhedsvæsen er fuldt finansieret. Nærhedsfonden på 8,5 mia. kr. kan udelukkende lade sig gøre, fordi vi i regeringen har fundet pengene til det. Vi sidder ikke og hviler på laurbærrene, mens vi venter på, at pengene begynder at gro på træerne. De 8,5 mia. er bl.a. finansieret ud fra afsatte midler på finansloven, en frigørelse af administrative ressourcer samt vores stærke integrationspolitik. Hvis Socialdemokratiet ikke kan acceptere sundhedsaftalen, og lover guld og grønne skove, vil jeg vove at påstå, at de i hvert fald ikke har finansieringen til deres egen politik. Det har vi til gengæld!

Med sundhedsaftalen får Thy og Mors et stærkt og lokalt sundhedsfællesskab. Nærhed og tryghed er i centrum, og patienten bliver hørt. I Danmark er det vigtigt, at vi alle har lige muligheder uanset hvor i landet vi bor. Men vi skal have friheden til at vælge, hvad der er bedst for os selv. Det får vi nu.

Foto: Katja Holm

Forfatter

Related posts

Top