Når Restaurant Niels Juel i Klitmøller åbner til sommerferien den 2. juli 2019, så vil intet være som det plejer.
Det er nu kokken og iværksætteren Rasmus Bang Vognsen der skal prøve kræfter med Klitmøllers gæster henover sommeren.
Drømmen gik i opfyldelse, da Rasmus Bang Vognsen spurgte ejerne Jesper og Helle Birch, om han måtte være drive restauranten, som i øvrigt har været lukket for gæster, der ikke har overnattet på til det tilhørende hotel siden 2017, hen over sommeren. Det har han altså nu fået grønt lys til.
Jesper og Helle Birch fortsætter med at tage sig af hotelgæsterne.
Restaurant Kontra lukker ned
Rasmus Bang Vognsen ejer også Spisehuset Thy og Restaurant Kontra i Thisted.
– Jeg lukker Kontra ned over sommeren og så tager jeg hele personalet med ud, hvor der er mulighed for at få vind i håret, ny energi og sol på kinderne. Jeg er tidligere selv kommet en del på Niels Juel, og jeg synes, det er en oplevelse bare at komme ind. Den indretning, som Niels Juel har, har jeg valgt at bibeholde. Den findes ikke andre steder med dels restaurant og dels skibsmuseum. Det er i sig selv en oplevelse og er oplagt i Klitmøller, siger Rasmus Bang Vognsen.
Det friske menukort
Han vil benytte sig af de lokale råvarer der findes i Thy. Der er lagt op til smagsoplevelser fra øverste hylde, og det kendte fiskebord får et comeback.
– Vi har havet lige foran os, flotte fisk i Hanstholm. Er det så ikke oplagt at sidde til solnedgangen og spise dansk lokalt fanget frisk fisk ? Personligt vil jeg køre langt for en helt stegt rødspætte med kartofler og klar smør og ja, derfor skal den på menukortet, siger Rasmus Bang Vognsen og får også lige nævnt udsigten fra restauranten:
– Med den historie Klitmøller har, den udsigt vi sidder her med – så skal jeg da byde på god dansk fisk.