Den nu tidligere regionsrådspolitiker Tina Juul Kjellberg er officielt blevet sigtet for bedrageri og dokumentfalsk, efter hun for knap en måned siden blev afsløret i bedrageri for små 730.000 kroner.
Det bekræfter politikommissær Peter Skovbak over for Nordjyske.
Peter Skovbak ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen – ej heller om, hvordan Tina Juul Kjellberg forholder sig til sigtelserne.
I perioden 2015-18 havde Tina Juul Kjellberg på tro og love underskrevet arbejdsgivererklæringer, så hun kunne få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for sit politiske arbejde. Men det skulle vise sig, at hun slet ikke havde det job hun påstod.
Tina Juul Kjellberg indrømmede bedrageriet i en mail 11. marts til regionsrådsformand Ulla Astman (S) efter pres fra regionens administration.
Foto: Socialdemokratiet