Læserbrev: Hvordan får vi flere hænder til ældreplejen

Læserbrev af Anette Svindborg,
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti

Vores sosu’er er pligtopfyldende og kompetente, men de løber stærkt – alt for stærkt! Vores politikere lover flere hænder, men det er ikke til at skaffe. Ifølge FOA vil vi i 2026 komme til at mangle 40.000 social- og sundhedshjælpere og –assistenter. Denne mangel kan ende med at blive en trussel for velfærdssamfundet.

I et tidligere læserbrev lovede jeg at komme med mit bud på hvordan, vi kan skaffe flere hænder til ældreplejen, så det kommer her.

Der skal ændres på uddannelsen, så den bliver mere attraktiv. I dag får sosu-elever SU på grunduddannelsen. Jeg mener, at uddannelsen skal ligestilles med andre erhvervsuddannelser, hvor der også gives elevløn på grunduddannelsen.

Sosu’er har oplevet et kompetenceflyt, fordi assistenter har overtaget opgaver fra sygeplejersker, og hjælpere har overtaget opgaver fra assistenter. Lønnen skulle følge disse opgaver. Som en forsøgsordning for at sænke det høje sygefravær kunne der evt. sættes en lønbonus ind, for de, der ikke har sygefravær.

Arbejdsvilkårene skal forbedres. Rammerne skal være mere faste, så borgere og plejere kender hinanden, og så plejeren kender borgerens behov. Det vil give mere tryghed, effektivitet, færre fejl og mere stabile medarbejdere.

De mere end 10 år, jeg selv har arbejdet som sosu-assistent, har givet mig mange gode stunder. Disse må ikke glemmes, og jeg tror på, at et større fokus på de gode tider vil gøre uddannelsen meget mere attraktiv og være med til at løse problemet.

Vigtigst af alt, bør politikere lytte til sosu’er, som står med manglen på ressourcer som en udfordring i dagligdagen.

Forfatter

Related posts

Top