Tidligere på ugen lagde C:NTACT vejen forbi EUC Nordvest med forestillingen ’Jeg læser falsk’ – en forestilling om ordblindhed. Netop ordblindhed er et område, der berører mange unge, og forestillingen havde da også elevernes fulde opmærksomhed.
Seks unge ordblinde medvirkede i stykket, der gav et fint indblik i de udfordringer og problemstillinger, livet som ordblind byder på.
Eksempler fra egen hverdag
De unge gav en række eksempler på oplevelser fra deres egen hverdag, og det var svært ikke at blive berørt, når de italesatte og eksemplificerede, hvordan de havde følt sig anderledes på grund af deres ordblindhed, at de havde følt sig ydmyget og nogle gange endda mobbet, hvordan venskabet i skolegården ikke altid strakte sig helt ind i klasselokalet, hvordan lærere havde sat lighedstegn mellem evnen til at læse og skrive og chancen for nogensinde at blive til noget, og hvordan de følte sig udstillet, når de skulle bruge særlige hjælpemidler i undervisningssituationer osv. En helt igennem frustrerende situation.
Som én af de unge sagde:
– Jeg vil ikke dømmes. Ordblindhed er ikke lig dumhed. Jeg er et menneske ligesom alle andre, og om jeg kan læse eller skrive siger ikke noget om, hvordan jeg er som person.
En genkendelig tematik
EUC Nordvest har samlet set ca. 200 ordblinde elever. Elever, som formentlig kender alt til de forskellige udfordringer og frustrationer, som teatergruppen italesatte.
Skolens læsevejledere yder en stor indsats for at lære de ordblinde elever at bruge de hjælpemidler, de får stillet til rådighed i undervisningen, men der er brug for mere end det.
– Vi ved, at en del unge ikke bruger deres hjælpemidler i den udstrækning, de bør, og det kan der være flere grunde til. Det bliver hurtigt bøvlet for dem, hvis de tekstfiler, de arbejder med, ikke er OCR-behandlet (red.: Hvis de ikke er i et format, hvor de kan blive oplæst via computeren). Er de ikke det, skal eleven først håndscanne teksten og lægge den ind på computeren for herefter at OCR-behandle den, så den bliver konverteret til en læsbar fil. Det er en tidskrævende proces, og samtidig kan eleverne godt føle sig lidt udstillet, når de skal sidde og mosle med alle de mange hjælpemidler, fortæller læsevejleder Bente Lykke.
– Derfor er det vigtigt, at vores fokus på de ordblindes vilkår rækker helt ud i klasselokalerne. Vi skal sikre os, at underviserne har fokus på vigtigheden af, at de anvender OCR-behandlet tekstmateriale i undervisningen, og vi skal sikre os, at klassekammeraterne har en god forståelse af, hvad det vil sige at være ordblind. Det skal afmystificeres, og de skal ikke stemples som ”anderledes”, blot fordi de er ordblinde. De budskaber kan et skuespil som dette være med til at understøtte, og derfor har vi også prioriteret, at det ikke kun er de ordblinde, men også deres klassekammerater og undervisere, der skulle med til forestillingen.
Eleverne tog godt imod initiativet og fulgte forestillingen med stor interesse. Telefonerne var for en stund gemt væk, hyggesnakken var forstummet, der var fuld fokus på emnet, og spørgelysten var stor ved den efterfølgende spørgsmålsrunde. Det var ung-til-ung-kommunikation, når den er bedst