Budget 2020 kræver særlig rettidig omhu

Stigende udgifter til bl.a. ældre-, social- og børneområdet samt en vis usikkerhed om indtægtsniveau grundet valgår, betyder at økonomiudvalget i Morsø Kommune har besluttet at få udarbejdet et potentielt budgetkatalog.

– Det er værd at bemærke, at det ikke er sikkert endnu, at der skal spares og i hvilket omfang, men vi skal påbegynde arbejdet, så vi er beredte. Det er rettidig omhu, om man vil, fortæller Rikke Würtz, kommunaldirektør i Morsø Kommune.

Økonomien til 2020 er mere vanskelig at forudse end normalt af flere årsager. Blandt andet er indtægtsniveauet usikkert. Især fordi man ikke kender effekterne af folketingsvalget på den kommunale økonomi. Der er et stigende udgiftspres på især ældreområdet, socialområdet, den kommunale medfinansiering til sygehusene, samt på børneområdet.

Kommunaldirektør Rikke Würtz. Foto: Morsø Kommune

– Umiddelbart ser det ud til, at der på nuværende tidspunkt, er en ubalance på kr. 10 mio., hvilket svarer til 0,68 % af den samlede kommunale drift. Økonomiudvalget har derfor besluttet, at der skal udarbejdes et budgetkatalog på kr. 20 mio. svarende til 1,36 % af den samlede kommunale drift, fortæller Rikke Würtz.

Reelle prioriteringsmuligheder
– Vi forventer ikke, at der skal spares 20 mio. kr., men ved at lave et katalog på dette beløb, kommer der reelle prioriteringsmuligheder til kommunalbestyrelsens kommende budgetarbejde, fortæller Rikke Würtz.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har igangsat et arbejde med at se på grundlaget bag udligningsordningen.

Fra kommunal side håber man, at det vil bringe noget hjælp til at løse udfordringerne. Normalt så har kommunerne ministeriets resultater ca. 1. juli, men i valgår kan der godt gå længere tid før det endelige indtægtsgrundlag kendes.

Forfatter

Related posts

Top