Foredrag: Da mor blev væk

Torsdag den 9. maj kan interesserede opleve foredraget “Da mor blev væk” i Støberisalen.

Et foredrag om kærlighed til baby, kærlighed til sig selv og om at blive væk og fundet igen som mor. Hør når Laura og Julie fra podcasten og app’en ”Jegermor” sætter ord på nogle af de følelsesmæssige hudafskrabninger man får som mor, og hvordan de heler igen.

Laura Vilsgaard har arbejdet med sårbare mødre og formidlingen af deres fortællinger. Hun har skrevet specialet ”Transformationen ind i moderskabet” – et speciale om danske kvinders efterfødselsreaktioner som et sociologisk fænomen.

Julie Bruhn Højsgaard har som pædagog arbejdet med forældre og børn og særligt med mødres behov for at finde fodfæste i forældrerollen. Hun er forfatter til bogen ”Kære verden – jeg er blevet mor.”

– Vi ved, at mange nybagte mødre oplever den første tid som mor, som en følelsesmæssig rutchetur imellem lykkerus, magtesløshed, eufori og angst. Den eksistentielle og fysiske omvæltning, som det er at blive mor, kan afføde et regulært chok, hvor søvnløshed, afmagt og kontroltab leder til voldsom udmattelse, stress, uro og ensomhed. Alt sammen noget, som vi selv oplevede, da vi blev mødre, fortæller de to podcastere.

Foredraget starter kl. 19.

Forfatter

Related posts

Top