Styrelse vil endnu ikke sætte loft for børns skærmtid

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) præsenterede igår en konkret anbefaling for, hvor længe små børn bør sidde foran en skærm og eksempelvis se fjernsyn eller spille spil.

I Danmark har Sundhedsstyrelsen derimod indtil videre holdt sig fra nærmere at definere, hvor mange timer eller minutter der er i orden. Det fortæller specialkonsulent Jens Kristoffersen.

– Vi kiggede på området for nogle år tilbage og fandt ikke tilstrækkelig solid evidens til at tale i timeanbefalinger.

– Men vi har en overordnet anbefaling om, at man i forhold til de 1-4-årige begrænser skærmtiden. Det flugter meget godt med det, WHO kommer med i dag, siger Jens Kristoffersen.

Jens Kristoffersen fortæller, at Sundhedsstyrelsen skal se nærmere på WHO’s nye rapport og litteratur på området, før styrelsen finder ud af, om den skal komme med samme konkrete anbefalinger om tidsbegrænsning.

– Det skal vi helt sikkert kigge nærmere på. Vi har etableret et center for digital sundhed i foråret.

– Det center vil blandt andet have til opgave at kigge på den viden, vi har på området, og hvad det må udmønte sig i af anbefalinger. Ikke kun i forhold til de 0-4-årige, men på børne- og ungeområdet generelt, siger han.

Mangler tilstrækkelig viden
I de nye anbefalinger fra WHO fremgår det, at børn på to til fire år højst bør have en times “stillesiddende skærmtid” om dagen. Og 0-1-årige bør slet ikke have skærmtid.

Anbefalingen for de 0-1-årige gælder allerede i Danmark, men ellers har den danske styrelse ikke sat timetal på anbefalet tidsforbrug foran skærmen.

– Vi mangler tilstrækkelig viden til at kunne sige noget præcist om tiden. Men det er jo selvfølgelig en bekymring, at den tid man bruger foran skærmen bruges på bekostning af noget andet – for eksempel at være fysisk aktiv, siger Jens Kristoffersen og tilføjer:

– Vi ved jo ikke nok om, hvad det blandt andet har af negativ påvirkning på hjernens udvikling, hvis man i denne alder bruger rigtig meget tid foran skærmen. Det er noget af det, som vi skal blive klogere på, og det skal vi undersøge, om WHO er kommet med nogle svar på.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top