Pesticidrester i grundvandet betyder højere vandpriser

Alle kommuner i Danmark skal hurtigst muligt teste deres drikkevand efter fund af flere giftstoffer.

Sådan lyder meldingen fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Det skriver DR.

Det drejer sig om 75 nye giftstoffer, som Danske Regioner har fundet i grundvandet. Men det er især stoffet Chlorothalonil-amidsulfonsyre, der har vakt bekymring, da det kan være sundhedsfarligt.

Stoffet har ifølge TV2 blandt andet være brugt i landbruget i perioden 1986 til 2000 i Danmark, men også i maling. Tidligere på året blev det gjort forbudt i EU.

Hos vandselskabernes brancheforening, Danva, kalder man det den mest omfattende grundvandsforurening i Danmark nogensinde.

Ifølge foreningens direktør, Carl-Emil Larsen, er den slags forurening dyrt for forbrugerne. De berørte vandværker kan nemlig være nødsaget til at rense vandet i længere tid eller finde nye kildepladser:

– Konsekvensen er, at vandselskaberne nu må arbejde på højtryk for at levere rent drikkevand til danskerne. Udgifterne til den øgede indsats vil blive en ekstra byrde for danskernes pengepung, siger han.

Forfatter

Related posts

Top