Thisted FC fik tildelt 1,5 stjerne da DBU forleden offentliggjorde deres licensafgørelse.
Det betyder, at klubben til den kommende sæson ikke har et divisionshold for U17 og U19 Drenge.
– Vi er selvfølgelig meget skuffede og ærgerlige over DBU’s licenstildeling. Vi var klar over, at vi var oppe mod mange gode klubber, men vi havde håbet og forventet et andet udfald af licensafgørelsen, skriver klubben i en pressemeddelelse.
– Vi skal dog også huske at tage de realistiske briller på, når vi ser på de krav, som indførelsen af licens 2.0 har medført til den kommende sæson. Derigennem må vi erkende, at det kræver mere af os som klub, for at vi kan tilbyde divisionsfodbold til vores U17 og U19 drengehold.
Der er i fremtiden krav om langt flere økonomiske ressourcer til flere administrative og sportslige opgaver i klubben, med fokus på det strategiske talentudviklingsarbejde og implementering af det fodboldmæssige set-up på træningsbanen og i kampene når der tales om ungdomsfodbold.
– Vi skal blandt andet udvikle og have et klart mål for vores holdninger til, hvordan vi træner fodbold og spiller fodbold i Thisted FC.
Klubben oplyser, at man vil bruge DBU’s udmelding konstruktivt til at videreudvikle talentmiljøet for fremadrettet at kunne sikre, at Thisted FC igen bliver en DBU licensklub med U17 og U19 divisionsstatus.
De kommende uger vil klubben arbejde på at præsentere næste års sportslige set up for vores U17 og U19 spillere.
Foto: Rasmus Lykke