Store Torv i Thisted kommer til at flyde over med nye, lækre bilmodeller imorgen ligesom der bliver mulighed for at indtage gode sild, når byens førende bilforhandlere og Thisted Handel og Industri (THI) afholder “Biler og gode Sild” fra lørdag morgen.
Det er Ejner Hessel, Haaning Automobiler, Citroén, LD-Auto, Thisted Motor Compagni og Thybo-biler der viser de nyeste og mest spændende biler frem, der er til salg hos dem lige nu.
– Det er en fin tradition, vi har med, at de fleste af bilforhandlerne i området, bakker op om det her arrangement, der bogstaveligt talt flytter bilerne direkte ind i midtbyen, hvor vi alle løfter i flok og sætter fokus på Thisted som en god og lokal bil-by, siger Kurt Holm fra Thisted Motor Compagni.
Handelschef Michael Vendelboe roser også de lokale bilforhandlere for deres engagement:
– Vi er taknemmelige for, at bilforhandlerne med det her arrangement vil bidrage til at give byen liv. Det er vigtigt ikke bare for de handlende i midtbyen, men for hele Thisted, at vi med flotte arrangementer af den her type, kan tiltrække ikke blot lokale men også kunder udefra, siger han.
Gratis rundstykker og kaffe
I samarbejde med Føtex, J.P. Jacobsen Centeret, Nordvest Telt og Serviceudlejning og Lions Club Thisted bydes der i forbindelse med biludstillingen på kaffe og gratis rundstykker på torvet i tidsrummet kl. 8:30-10:00.
Når klokken bliver 11, åbnes teltet op og gæsterne bydes indenfor til gratis sildebord. Det er den lokale Lions Club der stiller med frivillige, som tager sig af serveringen dagen igennem. Overskuddet på salget af drikkevarer går ubeskåret til det velgørende arbejde.