En 59-årig lokal mand mistede søndag aften mistet livet i en motorcykelulykke på Mors.
Manden kom kørende i vestlig retning ad T.O.R. Skolevej nord for Rakkeby på Mors, da ulykken fandt sted. Det oplyser Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
– Motorcyklisten kommer af ukendte årsager ud i rabatten, hvor han vælter. Han bliver så fundet af en tilfældig forbipasserende, siger vagtchef Henrik Nielsen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 18.48. Det kan ikke siges, hvor længe den 59-årige har ligget på ulykkesstedet, inden han blev fundet. Det formodes dog, at der ikke har været tale om lang tid.
– Der bliver forsøgt livreddende førstehjælp, men desværre må lægen erklære ham død ude på ulykkesstedet, siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet om dødsfaldet.
/ritzau/
Foto: Rigspolitiet