Læserbrev af
Torsten Schack Pedersen, MF(V), Thisted-kredsen og
Hanne Haldrup, kommunalbestyrelsesmedlem(V) og medlem af Morsø Gymnasiums bestyrelse
Det må gøre ondt på lokale socialdemokrater, når konsekvenserne af partiets besparelser på friskolerne kommer frem.
Men der finder simpelthen en overbetaling sted, hvis man skal tro partiets formand Mette Frederiksen fra tv-debatten søndag aften. Det havde vi ikke set komme..
Fra 1995 til 2010 var koblingsprocenten 75 pct. Koblingsprocenten angiver, hvor stor en andel af prisen på en folkeskoleelev, som en friskoleelev får i tilskud. Der er altså tale om en lavere udgift for skatteyderne til en friskoleelev end til en folkeskoleelev. I kriseårene blev den nedsat, men er nu på 76 pct. Den sidste procent er til specialundervisning og inklusion. Fra 2015 og til 2018 er udgiften pr. elev i folkeskolen i øvrigt steget fra 66.899 til 67.701 kr. Det er svært at få til en besparelse.
Det giver ingen mening at tale om overbetaling af friskolerne. Der er derimod tale om et ideologisk opgør med forældrenes frie skolevalg. Det får store konsekvenser lokalt!
Vi er mange, der er glade for og bakker op om, at øens 7 friskoler eksisterer, for de løser – for kommunen – en vigtig opgave med kun én overbygningsskole og en geografi, der ville betyde lang rejsetid for de skolesøgende små og større børn. Samtidig hylder vi muligheden for et frit skolevalg i Venstre.
Når det gælder gymnasiernes økonomi, så blev der med sidste års finanslovsaftale afsat 0,5 mio. årligt til hver af de mindre gymnasier, herunder Morsø Gymnasium. Altså er Venstre kommet problematikken i møde. Morsø Gymnasium – som i øvrigt – som følge af det sociale taxametertilskud har fået yderligere 1,1 mio. kr. Omprioriteringsbidraget vil Venstre – ligesom Socialdemokratiet – sløjfe fremover.
Og der et arbejde i gang med at ændre taxametersystemet, så det i højere grad tilgodeser geografien, og dermed i højere grad sikrer uddannelser i alle dele af landet.
Det tror vi faktisk godt, at lokale socialdemokrater ved. Men når argumenterne for friskolebesparelserne slipper op, ja så synes socialdemokraterne åbenbart, at angreb er det bedste forsvar.
Hykleri var overskriften for Lauge Larsens læserbrev. Det var ikke velvalgt, for sagen er mere nuanceret, jf. ovenstående. Måske ordvalget skyldes Lauge Larsens indædte hetz mod øens borgmester, Hans Ejner Bertelsen, som han fremfører i utallige læserbreve.
Foto: Katja Holm