Debatten omkring arveafgiften er helt forfejlet. Det mener De Konservatives folketingskandidat i Thisted-kredesen, Torben Overgaard.
Arveafgiften rammer ifølge Torben Overgaard nemlig ikke den rigeste procentdel af befolkningen, men derimod helt almindelige mennesker.
– Derfor skal den væk, siger Torben Overgaard.
Han fortæller videre, at langt størstedelen af den rigeste del af befolkningen for længst har søgt rådgivning, og dermed fået forholdene omkring en arv afklaret således, at kapitalen føres skattefrit videre til resten af familien. Men sådan er det ikke med langt de fleste helt almindelige familier, påpeger Torben Overgaard.
– Selvom vi lever længere og størrelsen på en arv dermed – på papiret – måske vil falde, er der rigtigt mange, der i dag efterlader sig friværdier i sommerhuse, boliger mv. som måske udløses i forbindelse med salg ved dødsfald, siger han og fortsætter:
– Det betyder, at er den samlede arv efter en enlig på en million kroner, vil boafgiften være 105.705 kroner efter et bundfradrag på 295.300 kroner. Det er vel at mærke penge, der er beskattet én gang. Hvis der er søskende/niecer/nevøer med i testamentet bliver regnestykket endnu værre, da de yderligere skal betale 25% oven i de i forvejen betalte 15% i arveafgift,
Han vil derfor have arvegiften fjernet helt – eller i det mindst nedsat betydeligt.
– Det er ikke de store kapitalsummer man får en luns af, men derimod midler fra helt almindelige mennesker, som har betalt deres skat gennem hele deres liv, nogle gange topskat, og har formået at gøre sig gældsfrie. Dette bliver til en straf, da dem som har haft styr på deres liv og deres økonomi, og til tider i deres liv har måtte udvise økonomisk mådehold, skal betale en ublu arveafgift, slutter Torben Overgaard.