S vil differentiere støtte til friskoler efter kritik

Socialdemokratiet har tordnet mod den økonomiske støtte til friskoler, og partiformand Mette Frederiksen har kaldt det nuværende niveau for overbetaling.

Venstre’s lokalvalgte folketingsmedlem Torsten Schack-Pedersen har i et læserbrev kaldt Socialdemokratiets forslag om at sænke den såkaldte koblingspocent for landets fri- og privatskoler for “skræmmende”.

Koblingsprocenten er det statslige tilskud, friskoler modtager per elev. En friskole modtager i dag 76 procent af udgifterne til folkeskolerne, mens forældrene skal betale resten, men forslaget har altså mødt massiv kritik – også lokalt.

LÆS OGSÅ:Fri- og folkeskolerne er sammenhængskraften i lokalsamfundet

Nu har Socialdemokratiet tilsyneladende lyttet til kritikken, og kommer idag med et forslag om at differentiere støtten for at få enderne til at mødes.

Fri- og privatskoler i yderområderne går fri
Derfor foreslår partiet, at friskoler, der ligger i områder, hvor der ikke umiddelbart er en folkeskole i nærheden eller i yderkommuner, skal friholdes for en nedsættelse af koblingsprocenten.

Emnet har fyldt overraskende meget i valgkampen, og Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen har flere gange i direkte dueller været i totterne på hinanden på grund af emnet.

LÆS OGSÅ: Mere luft til vores friskoler

Socialdemokratiet har ikke et konkret forslag til, hvad der skal defineres som yderkommuner. Partiet vil læne sig op af de definitioner, der tæller, når der årligt udbetales særlige tilskud til uddannelsesinstitutioner udenfor de større byer.

Afviser stemmefiskeri
Friskolernes forening og flere partier herunder Venstre, Liberal Alliance og Enhedslisten, frygter, at det vil føre til lukning af skoler hvis støtten sænkes fra de nuværende 76% til 71% som Socialdemokratiet har foreslået.

Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører Mattias Tesfaye afviser, at der skulle være tale om stemmefiskeri, fordi det er blevet et varmt emne i valgkampen.

– Vi fastholder, at der er behov for en prioritering, for folkeskolens økonomi er blevet undergravet. Det er et forsøg på at anvise, hvor vi kan mødes, så på den måde er det ikke stemmefiskeri, siger han.

Hvis koblingsprocenten sænkes, kan friskolerne, hvis de mangler penge, øge forældrebetalingen, trække på en eventuel formue eller optage lån.

Venstre: – Utroværdigt.
Venstre kalder det i en skriftlig kommentar dybt utroværdigt.

– Jeg kan forstå, at Mette Frederiksen heller ikke her har fremlagt nogen konkret model for, hvilke skoler der kan regne med at få tilskuddet, og hvilke skoler der vil få nedsat tilskuddet.

– Det viser, at man ikke kan regne med, hvad man får med Mette Frederiksen, for hun ønsker ikke at give danskerne ærlige svar om sin politik, siger fungerende politisk ordfører Sophie Løhde (V).

LÆS OGSÅ:

Læserbrev: Trivsel før systemet

/ritzau/

Foto: Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top