Lodbjerg Fyr slår dørene op efter gennemgribende renovering

For et års tid siden blev første spadestik taget til en stor restaurering af Lodbjerg Fyr. Efter restaureringen vil fyret spille en central rolle i formidlingen omkring Nationalpark Thy.

Imorgen, lørdag den 25. maj, markerer Nationalpark Thy, at restaureringen er afsluttet og at fyret i sin nye form nu står klar til at tage imod besøgende.

Den officielle indvielse med taler og klipning af snor til den nye udstilling ved fyret starter kl. 16, men allerede fra klokken 14 bliver der lagt op til hyggeligt samvær omkring fyret med kaffe og fyrtårnskage, forskellige aktiviteter såsom mulighed for at afprøve de nye rygsække med forskelligt grej til aktiviteter i naturen – oplagt for børn, guidede ture ved frivillige i Nationalpark Thy, fugletur ved Poul Hald-Mortensen, Dansk Ornitologisk Forening og jazzmusik v. Rasmus Vestervig og kompagnon.

Efter klipning af snoren vil den nye udstilling ved fyret være åben for besøgende.

I nordfløjen kan du blive klogere på fyrets historie, fyrfaldne fugle og lære lidt om naturen omkring fyret. Her er også mulighed for at opleve originale akvareller af den danske billedkunstner og fuglekender, Carl Christian Tofte. I sydfløjen kan du i de nyindrettede kaffestuer se, hvordan livet var for dem, der boede på fyret i ”gamle dage”, og i kontoret kan du se, hvad en fyrmesters arbejde bestod i. Fra fyrtårnets top kan du nyde synet over nationalparken og Vesterhavet og læse nærmere om nogle af udsigtspunkterne. Udenfor er der mulighed for at nyde den storslåede natur i Danmarks største vildmark fra en af stierne, der udgår fra fyrets forplads, eller fornemme fortidens vingesus ved resterne af en gammel storstensgrav.

Dagen efter indvielsen vil der dagligt være adgang til selve fyrtårnet og udstillingen i tidsrummet 7-21 og åbent i kaffestuen bemandet af Nationalpark Thys frivillige kaffestueværter i tidsrummet 11-16. Lørdag-søndag fra 26. maj kan man i tidsrummet 11-16 også møde Nationalpark Thys frivillige fyrværter, der fortæller om fyrets historie, naturen i området, landskabsdannelse m.m. I skolernes sommerferie vil fyrværterne også være ved fyret onsdag og torsdag i samme tidsrum.

Nationalparkens restaureringsprojekt af Lodbjerg Fyr er forankret i et partnerskab med Naturstyrelsen Thy og Thisted Kommune. Restaureringsprojektet er eksternt støttet af Færchfonden, Realdania, Friluftsrådet og Nordea-fonden.

Foto: Nationalpark Thy

Forfatter

Related posts

Top