Læserbrev: Socialudvalgsformand gør regning uden vært

Læserbrev af
Ulla Astman, Regionsrådsformand i Region Nordjylland

Jeg har stor respekt for, at socialudvalgsformand Henning Sørensen kæmper vedholdende for at holde et skarp øje med, at Morsø Kommune ikke betaler for meget i sundhedsudgifter.

Men efter hans interview i Limfjords Update fredag den 24.maj, hvor han endnu engang gentager den fejlfortolkning, at Region Nordjylland skulle skylde kommunen penge, bliver jeg nødt til at rette misforståelsen.

Balladen står og falder med, hvordan man tidligere har defineret en ambulant og en indlagt patient i det interne afregningssystem mellem hospital, region, stat og kommune. Over hele landet var det sådan, at kommunerne skulle betale ét beløb for ambulante patienter og et andet (og højere) for indlagte. Sådan var reglerne. Også for Morsø Kommune.

Der har således været prisforskelle indtil 2018 alt efter, om en patient blev registreret som værende ambulant eller indlagt. Det har været rigtig uhensigtsmæssigt, men altså en national udfordring og ikke et regionalt særkende.

Region Nordjylland har selv arbejdet for at ændre reglerne. Det er vi glade for er sket. Og den glæde tænker jeg også, at Morsø Kommune deler.

Men nu mener socialudvalgsformanden så, at kommunen kan gå tilbage og kategorisere tidligere tiders patienter, der før 2018 blev defineret som indlagte, om, til ambulante patienter, og dermed med tilbagevirkende kraft kræve penge tilbage af regionen.

Der er to ting i vejen med den fejlslutning:

1) Det er simpelthen ikke sådan vores sundhedsøkonomi i Danmark er strikket sammen. Det kunne være ufatteligt dejligt, hvis man med tilbagevirkende kraft kunne sige, at nye retningslinjer skal udløse kompensation for tidligere tiders måske mindre rentable ordninger, men sådan fungerer det økonomiske kredsløb desværre ikke. Hverken i regionalt, kommunalt eller statsligt regi.

2) Der gøres regning hos den forkerte vært. Kommunal medfinansiering, som systemet kaldes, når kommuner betaler for indlagte og ambulante patienter, er en aftale, der er lavet mellem kommunerne og staten. Så hvis Henning Sørensen har kritik, er det sådan set denne vej, den skal rettes og ikke mod regionen.

Indtrykket af, at Region Nordjylland med denne ordning skulle tjene penge på Morsø Kommune – eller nogle andre kommuner, for den sags skyld – er ganske enkelt forkert. Der er et loft over, hvor meget Region Nordjylland må få i medfinansering fra kommunerne. Alle beløb over det loft ryger direkte tilbage til den store pulje af penge, som fordeles mellem kommuner og stat på sundhedsområdet.

Men jeg kan da godt forstå, at man ærgrer sig gul og blå, når man som socialudvalgsformand i Morsø Kommune sidder og kigger i tallene og konstaterer, at antallet af (dyrere) indlagte patienter bliver kraftigt formindsket idet, der laves en ny opgørelses- og afregningsmetode.

Jeg har medgivet – og gør det gerne her igen – at der har været en uhensigtsmæssig forskelligartet praksis omkring afregning for patienter regionen (og landet) over. Heldigvis har vi fået rettet op på det. Men at tro, at Region Nordjylland kan ‘efterbetale’ for tidligere tiders ordninger, er faktuelt forkert.

Forfatter

Related posts

Top