Læserbrev af
Mathilde Thyboe Laursen, Sygeplejestuderende på sjette semester ved UCN Thisted
Jeg er selv studerende på sjette semester, og jeg har overvejet mere end én gang, om det er den rigtige vej for mig. Til januar skal jeg kunne stå med det fulde ansvar for en kritisk syg patient, som kræver kompleks sygepleje. For mange andre nyuddannede er der plads til fodfejl, når man kommer ud på arbejdsmarkedet – for mig kan en fejl betyde forskellen mellem liv og død for et andet menneske. 45 procent af de sygeplejestuderende på sjette semester overvejer, eller har overvejet, at droppe ud af uddannelsen af forskellige årsager. Alle studerende vil på et tidspunkt overveje, om de læser det rigtige. Tvivlen er ikke unormal. Men af de 45 procent er det godt halvdelen, der overvejer at droppe ud, fordi de frygter, at de ikke er dygtige nok, når de er færdiguddannede – det er ikke normalt og det er ikke godt nok.
På sjette semester er man meget i praktik. Hvilket betyder, at jeg oplever, hvor stort et spring, der er fra undervisningen, som bør ruste mig til virkeligheden – og så til virkeligheden, hvor praksis er mere kompleks og ofte en hel anden end den, vi bliver forberedt på. Dette blandt andet på grund af tidspres og mangel på ressourcer.
Og selvfølgelig er praksis mere kompleks. Selvfølgelig kan jeg ikke forvente det samme tempo og mulighed for at ”prøve igen”, som jeg kan i undervisningen. Men jeg burde være klædt bedre på. Jeg burde have haft mulighed for at øve mig, inden jeg står med en rigtig patient. Jeg burde have haft mere praksisundervisning. Jeg burde have mere teori. Jeg burde være bedre uddannet.
For mig er det skræmmende, hvor stor forskel der er på de to verdener. Og jeg føler mig usikker på, om jeg er godt nok klædt på, til at varetage det ansvar jeg, alene kommer til at stå med fra dag ét efter endt uddannelse.
Samtidig bliver jeg en del af et sundhedsvæsen med pressede medarbejdere, hvor mange omstruktureringer, ringe arbejdsvilkår og dårlig normering tærer på personalets overskud og lyst til at gå på arbejde. Jeg er bekymret for, om der er ressourcer til at tage hånd om mig som nyuddannet og give mig en ordentlig introduktion på en ny arbejdsplads, hvor personalet er under stort pres fra flere sider.
I sidste ende går det ikke kun ud over mig som nyuddannet sygeplejerske. Det går ud over kollegaer og studerende – og ikke mindst patienter og pårørende.
I den her valgkamp er der blevet snakket en masse om vores sundhedsvæsen. Og alle er enige om, at der skal uddannes flere sygeplejersker og ansættes flere. Men for at få dygtige og kompetente sygeplejersker ud på arbejdsmarkedet, er det ikke nok ”bare” at uddanne flere. Vi er også nødt til at investere i uddannelsen. Og i sundhedsvæsenet. For kvantitet i uddannelsen er ikke nok – mulighed for at lære i praksis – i virkeligheden – er ligeså vigtig som teori.
Nu håber jeg blot, at al den snak i valgkampen ikke kun var ord – nu håber jeg på, at ordene bliver til handling.
Foto: UCN