Det kan gå hen og blive en nervepirrende stemmeoptælling for flere partier, når valgstederne lukker onsdag aften klokken 20.
I den sidste meningsmåling for Voxmeter inden valget er der flere partier, der flirter med spærregrænsen.
Hverken Rasmus Paludans Stram Kurs, Klaus Riskær Pedersens parti af samme navn eller Kristendemokraterne står til at få over de 2,0 procent af stemmerne, der skal til for at få pladser i Folketinget.
Det gør derimod Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spidsen, der efter længere tids dans under grænsen står til at få 2,7 procent af stemmerne.
Liberal Alliance er ét af de partier, der har mistet damp i valgkampens slutspurt, men partiet er dog ikke nede og flirte med spærregrænsen. Samuelsen og co. står i målingen til at få 3,5 procent af stemmerne.
I Voxmeters måling er usikkerheden på plus/minus 1,1 procentpoint, og derfor er der intet, der er sikkert.
Når et parti ikke de to procent, kan partiet stadig komme i Folketinget. Det vil kræve, at partiet vinder et kredsmandat.
Flertal til rød blok
Overordnet set viser Voxmeters måling, at 74 mandater vil gå til blå blok og 101 til rød blok. Dermed står blå blok til at gå 16 mandater tilbage sammenlignet med folketingsvalget i 2015.
Står dette til troende, når de sidste stemmer er talt op, vil det være det bedste resultat for rød blok i næsten 50 år.
I Voxmeters sidste måling skyldes rød bloks markante fremgang ikke mindst stor fremgang til De Radikale og SF, der begge står til at blive næsten fordoblet.
Socialdemokratiet får i målingen et resultat, der ligner det, partiet fik ved valget i 2015.
Den helt store taber i målingen er Dansk Folkeparti, der står til at få 9,1 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på næsten 12 procentpoint fra seneste valg.
/ritzau/
Foto: Anders Hviid