Jobpatruljen: – Find ikke selv en afløser, hvis du er syg

Om et par uger tager Jobpatruljen endnu en gang rundt i landet. Denne gang er der blandt andet fokus på, om de unge fritidsjobbere selv må finde afløsere, hvis de er syge.

– Tidligere patruljer har vist, at der er mange unge, der ikke får løn under sygdom, selv om de har ret til det. De unge kender ikke reglerne og tror, at de selv skal finde afløsere, når de er syge, og så risikerer de at miste retten til løn under sygdom, lyder det fra Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest, og Flemming Sørensen, formand for 3F Holstebro.

Der er også i årets Jobpatrulje fokus på, at ingen fritidsjobbere skal arbejde gratis på prøvevagter.

I 2018 var Jobpatruljen på sin rundtur i Midt- og Vestjylland på 1449 besøg og talte med 335 unge fritidsjobbere, hvilket var rekord. Foto: Jobpatruljen

Sammen med en række andre fagforeninger står 3F og HK bag Jobpatruljen, der har til formål at sikre unge mellem 13 og 18 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet. Hver sommer besøger ca. 250 unge frivillige omkring 10.000 arbejdspladser over hele landet og fortæller om løn, sikkerhed og rettigheder på arbejdspladsen.

Meld dig som frivillig
Det er takket være aktivisternes hjælp, at Jobpatruljen når så langt omkring. År efter år vælger unge frivillige at bruge en del af sommerferien på at gøre en forskel for andre unge.

– Vil du være en del af Jobpatruljen 2019, kan du endnu nå at melde dig, fortæller Daniella Østergaard Roslev, ungdomskonsulent hos HK MidtVest og koordinator af Jobpatruljen i det midt- og vestjyske.

– Du vælger selv, hvor mange dage du vil køre med Jobpatruljen. Det behøver ikke at være to hele uger, siger hun.

Overvejer du, om Jobpatruljen er noget for dig, kan du læse mere og melde dig HER

 

Forfatter

Related posts

Top