Thy skal levere alle råvarer til gallamiddag til landsdækkende konkurrence

15 fødevarevirksomheder fra Thy er gået sammen om at levere alle råvarerne til gallamiddagen ved ’Årets Ret’ til september. Årets Ret er Danske Madanmelderes årlige konkurrence, hvor landets toneangivende kokke dyster om priserne for årets bedste retter i kategorierne ’hav’, ’land’, ’sødt’ og ’ost’.

– Lokale råvarer er en vigtig del af den revolution, det danske køkken har gennemgået de seneste 15 år. Uden unikke råvarer er de kokke, vi hylder ved Årets Ret, ikke ret meget værd. Derfor sætter vi hvert år fokus på en region i Danmark, som står for råvarerne til Årets Rets gallamiddag, hvor omkring 320 restauratører, kokke, tjenere, madanmeldere og andre gastronomiske interessenter mødes for at fejre landets ypperste kogekunst, siger Søren Frank, formand for Danske Madanmeldere og konkurrencen Årets Ret.

Stærkt billede af Thy
Under fællesnavnet ’Fra os i Thy’ støtter omkring 15 virksomheder i Thy Årets Ret 2019 som sponsorer og leverandører af råvarer. Fra havet, fjorden, naturen og mulden i Thy kommer fisk, skaldyr, grønt, æg, kød, mel, bær, saft, øl og whisky. Thy Erhvervsforum står for organiseringen af fremstødet som til lejligheden har lånt ’Fra os i Thy’ af Bakkedal som fællesnavn.

Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard, og formand for Hanstholm Fiskeriforening, Jan Hansen, vil ved gallamiddagen overrække prisen til vinderen i ’Hav’-kategorien ved Årets Ret.

– Der viste sig en mulighed for, at fødevarevirksomheder fra Thy på tværs af hav og land og fjord sammen kan sætte spot på de særlige råvarekvaliteter vi har her. At fiskeeksportørerne under ét står skulder ved skulder med landmænd og innovative fødevareproducenter er et meget stærkere billede af Thy, end hvis nogen løftede opgaven alene, siger Jan Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening.

🐠Fødevarevirksomheder står sammen om at tage smagen af Thy med til København.🐠15 fødevarevirksomheder fra Thy er gået sammen om at levere alle råvarerne til gallamiddagen ved ’Årets Ret’ til September.🍽 Årets Ret er Danske Madanmelderes årlige konkurrence, hvor landets toneangivende kokke dyster om priserne for årets bedste retter i kategorierne ’hav’, ’land’, ’sødt’ og ’ost’. 🐟🐷🧀🍨

Slået op af Thy Erhvervsforum i Onsdag den 26. juni 2019

– Årets Ret er en unik vinduesåbning for vores fødevarevirksomheder til at vise Thys særlige råvarekvaliteter og de mange bæredygtige løsninger, som vores egn har stå stolt en tradition for. Har man gået en tur i klitter og skove langs vores kyster en forårsdag, så vil man ofte kunne genkalde sig oplevelsen gennem smagen og duften af de råvarer, som produceres her. Det er et stærkt billede på vores unikke natur og lokale ressourcer, og det glæder mig, at vores virksomheder har fundet sammen om at vise det til landets bedste kokke ved Årets Ret, siger Ulla Vestergaard, borgmester i Thisted Kommune.

Fra whisky til muslinger
Virksomhederne Vildsund Blue, Thy Økobær, Frilandsgrønt, Elmelund, Gyrup, Vibens Fryd, Vestre Krogsgaard, Galgebakkens Hjortefarm, Thisted Bryghus, Bakkedal, Hanstholm Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriforening og flere af virksomhederne på Hanstholm Havn, der sælger fisk og skaldyr indenrigs, støtter op om Årets Ret både med råvarer og sponsorater.

Derudover bidrager og medvirker en række andre Thy-virksomheder på anden vis i markedsføringen af Thy ved Årets Ret.

Foreningen af Danske Madanmeldere har siden 2000 hvert år kåret Årets Ret.

Forfatter

Related posts

Top