Nu kommer der pant på juice, saft, most og smoothies

Fra på mandag bliver pantsystemet udvidet til også at omfatte juice, saft, most og smoothies, og efter den 1. november er det ikke længere tilladt for producenterne at sætte produkterne på markedet uden pant.

For forbrugerne vil der ikke være den store ændring, de skal sådan set bare holde øje med pantmærket.

I perioden indtil den 1. november, vil forbrugerne konkret opleve det sådan, at flere og flere af produkterne får pantmærke på. Efter 1. november vil man stadig kunne støde på juice, saft, most og smoothies uden pant. Det skyldes ikke fejl, men en aftale om, at butikkerne selvfølgelig skal have mulighed for at sælge ud af deres lagre for at undgå madspild.

Fokus på plastik
Samtidig med udvidelsen søsætter Dansk Retursystem en kampagne, som sætter fokus på plastik – et materiale, som har fået et dårligt ry, fordi det gennem mange år blandt andet er endt i havene.

Med kampagnen vil Dansk Retursystem oplyse danskerne om plastikkens historie, og om at plastik kan være et fantastisk materiale, hvis bare det genanvendes til nye emballager i stedet for at belaste vores natur.

Hver dag afleverer danskerne i gennemsnit 3,8 millioner engangsflasker og dåser. Dansk Retursystem henter emballager fra over 15.000 steder over hele landet og sørger for, at de bliver gen­anvendt. Miljøvirksomheden, der er non-profit, er ejet af bryggerierne og reguleret af Miljøministeriet.

Foto: Dansk Retursystem

Forfatter

Related posts

Top