Syg i din sommerferie? Her er dine rettigheder

Lige om lidt starter det man før i tiden kaldte industriferien.

I den forbindelse er der stadig den dag i dag der søger råd og vejledning om deres rettigheder, hvis man skulle være så uheldig at blive syg mens man holder ferie – eller lige op til sin ferie.

– Her er den gode nyhed til langt de fleste, at de kan udskyde deres ferie, hvis de er blevet syge op til den. Hvis du er blevet syg under din ferie, har du ret til erstatningsferie, men her kræver det altså, at du har været syg i minimum 5 dage, da de første fem dage inden for et ferieår er karensdage, siger Peter Faber, souschef i forhandlingssekretariatet i Dansk Metal.

Når du er blevet syg, så er Dansk Metals råd at tage kontakt til arbejdspladsen hurtigst muligt – og senest inden arbejdstiden normalt ville begynde på den første feriedag:

– Nogle arbejdsgivere kræver en lægeerklæring, og i så fald er det altså arbejdsgiveren der skal betale for det, og ikke dig, fortsætter Peter Faber.

Udover sygdom i ferien, så giver ferieloven dig også en række andre rettigheder:

– Ferieloven giver dig for eksempel også en ret til at have 3 ugers samlet sommerferie i perioden fra 1. maj til 30. september. Vi får også ofte spørgsmål om man kan overføre ferie, og der har du også ret til at overføre 5 ubrugte feriedage pr. ferieår, siger Peter Faber og slutter:

– Er du overenskomstdækket inden for fx industriområdet, så har du yderligere ret til en række ting i forbindelse med ferie. For eksempel har du ret til 5 ekstra feriefridage – det som mange kalder for den 6. ferieuge. Du er også garanteret feriepenge, selvom din virksomhed af den ene eller anden årsag ikke udbetaler dem. Derudover kan du også vælge at bruge dine penge fra fritvalgskontoen til fx at holde ekstra ferie.

Faktaboks: Hvis du bliver syg før eller under ferien
  • Bliver du syg op til din ferie, kan du udskyde din ferie. Meld dig syg senest, inden arbejdstiden normalt ville begynde på den første feriedag.
  • Skaf en lægeerklæring, hvis din arbejdsgiver beder dig om det. Din arbejdsgiver skal betale for den.
  • Bliver du syg i din ferie, har du ret til erstatningsferie. Men først efter 5 sygedage.
Forfatter

Related posts

Top