Valgren udtaget til Tour de France

Når Tour de France lørdag begynder i Bruxelles, bliver det med et rekordhøjt antal danskere på startlisten.

Tirsdag har cykelholdet Dimension Data offentliggjort sin trup, og her er danskerne Michael Valgren fra Østerild og Lars Bak med.

Dermed er i alt ni danskere udtaget til verdens største cykelløb.

Mens ryttere som Fuglsang, Asgreen og Mørkøv har vist storform, har særligt Valgren haft en skuffende sæson hos Dimension Data. Han blev købt ind som en af satsningerne på det sydafrikanske hold, men sygdom spolerede dele af den 27-årige thybos forår, og han har ikke været i nærheden af resultaterne fra i fjor. Nu får han chancen for at vise sig frem i det tre uger lange etapeløb, og det ser han frem til.

– Jeg er virkelig glad for at være en del af Dimension Datas Tour de France-hold. Vi sigter efter sejre, og jeg kan ikke vente med at komme i gang og hjælpe en holdkammerat med at vinde en etape.

– Eller måske endda mig selv. Det ville være cool, siger Valgren i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Foto: Team Dimension Data

LÆS OGSÅ:

Gadeløb i Struer: Valgren, Fuglsang og Mørkøv kommer

 

Forfatter

Related posts

Top