Unge sover markant mindre end for en generation siden

Unge i Danmark sover generelt mindre end for en generation siden.

For 35 år siden fik syv ud af ti danske 15-årige mere end otte timers søvn hver nat. I dag er det tal faldet til kun fire ud af ti blandt de 15-årige, som sover mere end otte timer hver nat.

Det viser de nyeste tal fra den danske skolebørnsundersøgelse fra 2018 ifølge Kristeligt Dagblad.

Fagfolk er enige om, at dårlige vaner ved brug af ny teknologi er en af de væsentligste forklaringer på, at flere unge får mindre søvn. Et nyt endnu ikke offentliggjort finsk studie tyder på, at det især er brug af sociale medier, internet og computerspil i de sene aftentimer, der stjæler de unges søvn og gør dem trætte om dagen.

Sidste år viste en dansk undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed blandt 14.000 unge mellem 16 og 24 år, at halvdelen af de unge fik mindre end de otte-ni timers søvn, som deres hjerne og krop ellers har bedst af.

Kan give helbredsproblemer
Søvnforsker, overlæge og professor Poul Jennum fra Rigshospitalet understreger over for Kristeligt Dagblad, at for lidt søvn kan give helbredsproblemer.

– Det er især de unge, der går for sent i seng og står tidligt op, som kan udvikle helbredsproblemer. For kort søvn er en meget stærk risikofaktor for øget vægt, dårligere præstationer i skolen og helbredsproblemer senere i livet.

/ritzau/

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top