Bekræftet: Cheftræner forlader Mors-Thy Håndbold 

Mors-Thy Håndbolds cheftræner Søren Hansen stopper i Mors-Thy Håndbold efter denne sæson. Det oplyser Mors-Thy Håndbold i en pressemeddelelse.

Parterne er blevet enige om at melde skiftet ud allerede nu for at sikre ro i forbindelse med opstarten af den kommende sæson. Søren Hansen’s kontrakt med Mors-Thy Håndbold løber frem til 30. juni 2021, men indeholder en klausul der mod en kompensation gør det muligt at bryde kontrakten før tid.

– Det er trist at miste en god træner og et godt menneske, der passer ind i vores DNA i Mors-Thy Håndbold. Men det er også skønt, at Mors-Thy Håndbold kan være et godt springbræt for trænere og spillere i deres videre færd i håndboldverdenen. Det kan vi godt være stolte af i Mors-Thy Håndbold, siger Henrik Hedegaard.

Vigtig sæson forude
Søren Hansen ser tilbage på en fantastisk tid, der ikke er forbi endnu.

– Vi har en vigtig sæson forude, og den får fuld skrue fra første kamp. Vi går efter en god placering således, at jeg kan aflevere et Mors-Thy i god gænge og spillende i landets bedste liga også til næste år, siger Søren Hansen.

Mors-Thy Håndbold spiller sæsonens første ligakamp den 29. august kl. 20.00 imod TTH Holstebro på udebane i Gråkjær Arena i Holstebro.

Rygtes tilbage til sin gamle klub
Mors-Thy Håndbold oplyser ikke hvilket hold Søren Hansen skal træne efter næste sæson, men et godt bud er hans gamle klub TTH Holstebro.

Tirsdag offentliggjorde TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm, at han stopper i klubben efter den kommende sæson. I følge TV2 Sport vil Søren Hansen blive præsenteret som ny cheftræner på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Søren Hansen blev ansat som cheftræner for Mors-Thy Håndbold i 2017 og havde før det været tre år i TTH Holstebro som assistenttræner. Tidligere har han været aktiv spiller i klubben.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top