Tirsdag eftermiddag lettede en af forsvarets Hercules-flyvere med kurs mod Grønland. Med ombord var i alt 38 danske brandfolk, herunder fem værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted og samt én person fra Nordvestjyllands Brandvæsen.
De danske brandfolk skal hjælpe med at slukke en stor naturbrand, der siden den 8. juli har hærget et tørvefyldt område i Vestgrønland.
– Grønland er kæmpestort sammenlignet med Danmark, og deres blandslukningskapacitet er ikke så stærk. Der er mange lande, der kommer til kort, og så må de bede om hjælp hos os. Sidste år hjalp vi også Sverige, siger Claes Mørch, stabschef og souschef hos Beredskabsstyrelsen Nordjylland, til TV2 Nord.
Brænder under jorden
Problemet med den grønlandske naturbrand er,at det også brænder under jorden, hvor ilden er svær at slukke. Claes Mørch forklarer, at der egentlig var kommet styr på branden, men så vendte vinden, og ilden tog til.
Nu håber brandfolkene, at de kan få styr på flammerne, inden branden rammer et moselignende sted i området, hvor ilden bliver meget svær at slukke.
– Vores opgave er at inddæmme branden og lave en standsningslinje, så flammerne ikke breder sig. Nogle af de tekniker, man vil bruge, minder om de metoder, der blev brugt ved den store mosebrand i Dokkedal sidste sommer, siger Claes Mørch.
– Her slog man nogle spyd ned i jorden og pumpede vand igennem for at slukke ilden under jorden. Man regner med at bruge den samme metode her, fortæller han til TV2 Nord.
Forsvaret har afsat 3 millioner kroner til missionen der er sat til at vare cirka 14 dage. Opgaven kan dog både blive kortere eller længere alt efter omstændighederne.
Foto: Basse Vængtoft/Beredskabsstyrelsen
LÆS OGSÅ: