Mollerup Mølle kører på biodiesel fra egne raps

Du har helt sikkert dem når du er ude at køre. Lastbilerne fra Mollerup Mølle på Mors kører hvert år millioner af kilometer på de danske veje – og fremover bliver deres kørsel endnu mere klimavenlig.

I øjeblikket er virksomheden i gang med et forsøg med at køre på biodiesel i tankene.

Mollerup Mølle sælger raps fra de nordjyske marker videre til bl.a. Emmelev A/S i Otterup på Fyn, hvor der produceres biodiesel. Fremover sender Emmelev den klimavenlige biodiesel, der uden yderligere bearbejdning eller investering kan hældes direkte i lastbilernes brændstoftank.

Dermed erstattes den almindelige diesel produceret på grundlag af olie fra eksempelvis Mellemøsten.

– Vi har besluttet i første omgang at køre på biodiesel med en foderbil og de maskiner, vi kører med her på møllen til gavn for klimaet, siger Jakob Pedersen, der er salgsansvarlig hos Mollerup Mølle.

Salgsansvarlig hos Mollerup Mølle, Jakob Pedersen på en af de maskiner der i fremtiden skal køre på biodiesel. Foto: Mollerup Mølle

– Så vil tiden vise, i hvilken retning vi skal. Først og fremmest må politikerne se på problematikken med afgifterne på brændstoffet, tilføjer han.

En ganske almindelig lastbil kan uden tekniske ændringer tankes med 100 procent biodiesel lavet på danske rapsfrø, og køre med stort set samme kraft og lige så langt på literen, som var den tanket med fossil diesel udvundet af olie, fotæller Jakob Pedersen.

Politikerne skal på banen
Et skifte til biodiesel vil derfor betyde et markant fald i CO2-belastningen.

– Vi har et godt tankanlæg her på Mollerup Mølle, og det er praktisk muligt at lade alle 12 lastbiler køre på biodiesel. Det er dog ikke os, der bestemmer, hvad der skal ske i den nære fremtid, for afgifterne på brændstof er afgørende for den klimapolitik, der føres. Biodiesel er inklusiv afgifter derfor dyrere end almindelig diesel. Men det kan politikerne jo lave om på, slutter Jakob Pedersen.

Forfatter

Related posts

Top