Erik Toft fortsætter i Mors-Thy Håndbold

Erik Toft og Mors-Thy Håndbold er blevet enige om en ny aftale, så den stærke nordmand med et af de tørreste hug i ligaen tørner ud for Mors-Thy Håndbold i de to kommende sæsoner også. Dermed har parterne papir på hinanden til 30. juni 2022.

– Det er en god følelse at have det på plads allerede nu, så kan jeg koncentrere mig om at spille håndbold. Først og fremmest trives jeg rigtig godt på Mors og i Thy, og vi har et spændende hold, også de kommende sæsoner, som jeg gerne vil være en del af, fortæller Erik Toft om sin forlængelse.

I Mors-Thy Håndbold er der stor tilfredshed med, at aftalen med Erik Toft er på plads.

– Erik Toft er en vigtig brik i bestræbelserne på at nå vores målsætninger. Alle med interesse i Mors-Thy Håndbold og rundt omkring i Håndbold-Danmark ved, hvilke kvaliteter Erik Toft indeholder – bl.a. et hårdt og præcist skud og en habil og bomstærk forsvarsspiller – alt sammen noget som vi glæder os til at gøre brug af i Mors-Thy Håndbold i de næste sæsoner, lyder skudsmålet fra Henrik Hedegaard, som fortsætter:

– Det er fantastisk, at vi allerede så tidligt i sæsonen kan begynde at lande aftaler med spillere af Erik Tofts kaliber. Kulturbærer er et stort ord, men visse typer falder bare ind i en klub med det samme, og vi synes, at Erik og Mors-Thy Håndbold er et overordentligt godt match.

Erik Toft har spillet 57 kampe og scoret 276 mål for Mors-Thy Håndbold i ligasammenhæng.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top